PlayWorlds. – Leg som æstetisk udtryksform.

 

Den ny læreplan og leg.

Pædagoger i dagtilbud har i mange år diskuteret om de voksne skulle deltage i børns leg. På den ene side lyder argumenter for at pædagoger skal respektere legens egenart og børnenes ret til at lege uforstyrret af de voksne, på den anden side lyder en argumentation for at pædagoger skal kunne bistå børnene med at udvikle legen, uden at ødelægge den. I udkastet til den nye læreplan er dette enten - eller blevet til et både - og. I Master for en styrket læreplan står der :

 

”Legen er grundlæggende for børns sociale og personlige læring og udvikling. Legen fremmer bl.a. fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet. Derfor har legen en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud. Mange børn leger spontant og af sig selv, men nogle gange skal legen støttes, guides og rammesættes for, at alle børn kan være med og for, at legen udvikler sig positivt for alle børn.”

 

For at leve op til denne dobbelthed skal pædagoger have teoretisk viden om leg og have kendskab til måder, hvor på legen kan støttes, guides og rammesættes. Når vi forstår leg som en kulturel og æstetisk udtryksform bliver leg jo være en central del af temaet ”Kultur, æstetik og fællesskab”. Her bør der efter min mening argumenteres for at pædagoger skal være i stand til at etablere et læringsmiljø, hvor børn og pædagoger kan arbejde med legen i sin egen ret, fordi legen har en værdi i sig selv. Børn har jo ret til at lege, hvilket betyder at børn skal lære at lege og lære at udtrykke sig via denne æstetiske udtryksform. At kunne lege er jo forudsætningen for at at kunne lære ved at lege. Samtidig betyder det at blive dygtig til at lege, på en avanceret måde, at der skabes den mulighed for udvikling af fantasi og kreativitet, som vi efterlyser hos kommende medborgere.

 

 Jeg vil i det følgende kort introducere til en metode, hvor pædagoger arbejder med at udvikle børns evne til at leg. Det drejer sig om den kreative legepædagogik ”PlayWorlds” udviklet af den svenske forsker Gunilla Lindqvist. I dag bliver metoden PlayWorlds anvendt i international udvikling og forskning i Finland, Serbien, Japan and USA. Metoden er blevet anvendt i vuggestuer, børnehaver, i overgangen til skole, samt i SFO og der findes en omfattende international forskningslitteratur om PlayWorlds.

 

Et eksempel på PlayWorld: Hvem skal trøste Knytten ?

Pædagogerne i børnehaven Hybelejen har læst Tove Janssons bog ”Hvem skal trøste Knytten”. I dagene, der følger udvikler pædagogerne et dramatisk legeunivers, hvor pædagogerne spiller de centrale figurer i bogen og børnene deltager i dette på samme måde, som de plejer at deltage i en leg.

 

En dag børnene kommer i børnehave er puderummet omdannet til en mørk og skummel skov og de finder Knytten (en pædagog) siddende i skoven. ”Knytten” forlader nu den mørke skov og drager ud i verden. Senere på dagen går hele børnegruppen tur i lokalområdet og nede ved søen finder de en flaskepost. Her i finder de et brev fra ”Skruttet” en lille bange og ensom en – et råb om hjælp. Børnene begynder straks at lede efter Skruttet og opdager hende efter en del søgen oppe på en klippe. De finder samtidig Knytten og forsøger sammen med ham at få Skruttet til at komme ned til dem. Men hun tør ikke og det bliver jo ikke bedre af at Murren, et truende og uhyggeligt væsen dukker op. Men så begynder Knytten at angribe Murren, danser sin arrige dans omkring Murren – sammen med børnene og ender med at hugge sine tænder i Murrens kolde svans. Så stikker Murren af og Skruttet kommer ned til Knytten og de mange børn, der har hjulpet med at jage Murren væk. Legen slutter med at børnene inviterer alle – også Murren, som jo nok også er ensom, på boller og saftevand.

 

Lindqvist er inspireret af den kulturhistoriske skole.

Lindqvist er inspireret af Vygotsky og Elkonin og derfor forstår hun leg som en menneskelig virksomhed, som barnet skal lære via social interaktion med andre mennesker.Inspirationen fra Vygotsky betyder, at hun ser på leg som den kulturelle og æstetiske udtryksform udtryksform, der rummer kimen til alle udtryksformer og kunst. En anden erkendelse, der også bygger på Vygotsky, er at i en vestlig kultur lærer omsorgsgiveren sine børn at lege i en uformel læreproces. Den voksne understøtter barnets deltagelse i legen i den nærmeste udviklingszone, endnu et Vygotsky inspireret princip, som PlayWorlds bygger på.

 

Inspirationen fra Elkonin er at Lindqvistn primært er optaget af den højt udviklede og komplekse leg sidst i børnehavealderen. Den type leg med et fiktivt forestillet indhold, som Ekonin kalder ”mature imaginary play”. Den højtudviklede leg indeholder følgende :

 

1. Brug af genstande: I lege skal børn transformere stedet til en scene og transformere genstande til de ting som de har brug for i legen.

2. Et plot og en plan: Lege er organiseret som en fortælling og børnene skal derfor udvikle en handlingsgang organiseret i et plot.

3. Identitet og roller: Børnene skal kunne transformere sig selv til figurer i legens univers

Det er disse begreber Lindqvist omsætter til centrale begreber i sin metode. Her er pædagogen både legens instruktør og spiller en central rolle i – deltager i selve legen, især i opstarten af processen. Playworlds er baseret på børnelitteratur og med afsæt i disse skabes et legeunivers. Lindqvist peger på den nyere nordiske børnelitteratur, som indeholder et følelsesmæssigt dilemma : fx . frygt. Det kunne for eksempel være den finske Tove Janssons bøger om Mumitroldene eller Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe. Eller Eva Erikssons bøger om ”Den vilde unge”

 

Pædagogerne udvikler nu sammen et legeunivers (PlayWorld) og skaber på forhånd en scene og rekvisitter til denne. Pædagogerne spiller hovedroller i legens drama, idet de spiller de kendte figurer og skaber deres dialoger – med afsæt i den børnelitteratur, som er valgt. Børnene deltager i dramatiseringen, som børn gør, når de selv leger – de improviserer og udvikler legen – med udgangspunkt i pædagogernes dramatisering. Børnene skal ikke deltage i et skuespil, hvor de skal lære handlinger og replikker – men skal udvikle legen ud fra, men også gerne overskride den oprindelige fortælling. Legens scene, fortælling og rekvisitter overlades herefter til børnene til fri afbenyttelse i deres egne selvorganiserede lege.

 

En af ideerne med metoden er at i legen, som æstetisk udtryksform, kan børn håndtere abstrakte fænomener, som frygt og død. Idet disse kan gøres tilgængelige for små børn – ved at de bliver knyttet til noget konkret. På den måde bliver abstrakte fænomener mulige objekter i en fælles dialog mellem børn og voksne. Tænkningen her bygger på en af Vygotsky ´s centrale teser om at barnet i legen skiller genstanden fra begrebet – fænomenet hest fra begrebet hest - og derefter kan sætte begrebet på en ny genstand. Det er ved denne øvelse børn lærer at transformere det virkelige til noget fiktivt. Dette er en af legens væsentlige og fantasiskabende karakteristika –  at den legende lærer at  transformere sig selv, genstande og handlinger – til noget andet – ved hjælp af sproget.

 

Metodens bærende ide er at pædagoger skal blive ved med at lege med børn på måder, der udvikler den type leg, der skaber de fantasifulde og kreative lege og at pædagoger ikke behøver at være mere varsomme med at deltage i børns lege end de skal med udøvelsen af andre æstetiske udtryksformer.

​

SMÅ BØRNS LEG : ?

 

​

Litteratur:

Lindqvist, Gunilla (1996) : Lekens Möjligheter – Om skapande lekpedagogik i förskola og skola – Studentlitteratur

Lindquist, Gunilla (xxxx) : Små barns lek

​

Hakkarainen, Pentti og Milda Bredikyte (2011) : Play Intervention and Play Development

In.: Lobman, Carrie and Barbara E. O´Neill : Play and Performance – University Press of America