Olofsson har skrevet om leg, forsket i leg og har udført et par udviklingsarbejder/forskningsprojekter med leg og pædagogens deltagelse i leg som omdrejningspunkt – over en periode på mere end 30 år

Hun er nu over 80 og professor emeritus ved HLS og udgav bogen ”Den Fria Lekens Pedagogik” (2017), hvor hun samler op på de 30 års forskning og udviklingsarbejde. Hun har i perioden gennemfør flere projekter. Jeg har anvendt disse 2:

1. Projekt : Leken som pedagogisk metod

1. Litteraturgennemgang : Leg for livet (1987)

2. Rapport : Skal vi lege ? (1991)

2. Projekt : Lek och skapande verksamhet i förskolan – forudsätninger og hinder

                             Er beskrevet i : De små mästarna (1996)

 

Olofsson teorigrundlag:

Olofsson redegør for sit teorigrundlag i kapitel 1 i ”Skal vi lege ?” Det bygger især på teorier af:

Gregory Bateson : ”Dette er leg” (Frame=Legens ramme) – leg indebærer en metakommunikation, hvor der kommunikeres om hvorledes aktiviteten skal fortolkes

Cathrine Garvey : Der er optaget af kommunikation, som forudsætning for leg. Hun skriver at leg produceres i spænding mellem det bogstavelige (ikke leg) og det ikke bogstavelige (leg). På baggrund af den dengang (1977) nyere spædbørnsforskning påstår hun at leg skal læres, og at små børn lærer at lege af deres primære voksne.

Helen Schwartzmann : Transformation : ”At lege er at kunne transformere virkeligheden til noget andet” (Olofsson 1992 s. 17) – Negotiations – Forhandling: Kommunikation om legen.

Jerome S. Bruner og hans netværk : der påviser ”Det sociale barn” og dermed at den sociale leg foregriber alenelegen.

Howard Gardner : Inspireret af Gardner argumenterer Olofsson for at leg og i særlig grad lade-som-om leg er karakteriseret ved at der anvendes et symbolsprog. Leg er beslægtet med andre æstetiske og kunstneriske udtryksformer.

 

Som-om og Lade som om

(Den danske oversættelse fjerner den skelnen Olofsson har i sine svenske tekster mellem alle leges karakter  af ”som-om” og den særlige type leg, den sociale fantasileg, der er ”lade-som-om”) Olofsson (1987 s. 14 og 155)

 

Olofsson forsker i børnehavebørns leg, men skriver også om de tre år inden. Hun er inspireret af Garvey og dennes læsning af Trevarthen og Stern og dermed en erkendelse af at evnen til leg bygger på kommunikativ formåen og evne til social interaktion – som tilegnes i det første leveår. Børn skal altså lære at lege og evnen til at lege tilegnes via det tidlige kommunikative samspil mellem barn og omsorgsgiver i det første leveår. I begyndelsen er den voksne den bedste legekammerat !!

”Under det första levnedsåret lär de vuxna barnet vissa grundläggande regler för samvaro. De lär dem förstå lek-signalen och förstå när det er allvar, hvilket är grunden til ”på låtsas” och ”på rigtigt”. De lär tur-tagande, ømsesidighet och samförstand, som er grundförudsätningar för en lyckad lek med kammerater”

(Olofsson 1987 s. 28) (I den danske oversættelse : at skiftes, gensidighed og indforståethed ??)

(Olofsson udleder ovenstående af Garvey´s tekster og henviser i senere tekster til Garvey(1977) – men jeg synes det er svært at se hvor Garvey skriver dette i denne tekst, så hvis I ser det - så sig til – det kan dog udledes af Garvey (1996), men det står ikke tydelig frem i teksten)

Det er altså den voksne, der i barnets første leveår lær barnet de sociale grundregler i kommunikation og social interaktion – og dermed også i leg, som hviler på de færdigheder barnet lærere i det tidlige samspil. Når barnet har fået erfaring med og har tilegnet sig disse væsentligste færdigheder er den sociale barn-barn legen mulig.

 

Det første projekt : Kritik af børnehavens praksis : Legens betingelser

Olofsson udfører som en del af sit første projekt en undersøgelse af legens vilkår i børnehaven.

(undersøgelsen som udføres omkring 1990 indgår ikke i den danske undersøgelse Betingelser for leg i daginstitutioner (Børgesen 2019) !) 

Olofsson´s arbejde tager afsæt i observationer af at børn ikke leger godt nok i børnehaven.  Olofsson så primært korte og  usammenhængende leg blandt børn - det hun kalder ”legeklatter” og kun få legende voksne når hun var på praktikbesøg. Hun mener at det er et paradoks at de voksne legede sjældent eller aldrig med børnene selvom de regner legen for vigtig. Det er en udbredt antagelse at børn lærer gennem leg.

Hvorfor leger børn ikke i børnehaven ?

Olofssons konklusion er at den sparsomme leg blandt børnene er en konsekvens af de voksnes arbejdsform og organisering af praksis. Organiseringen gik primært ud på at få alt til at klappe – for de voksne – ikke med henblik på at skabe gode forhold for børnene og deres leg. Hun skriver at legen ikke får den rette opmærksomhed på grund af dagligdagens struktur - Institutionens organisation og de voksnes arbejdsform.

Men også på grund af den pædagogiske tradition for ikke - intervention/ ikke deltagelse i leg. Leg er noget børn gør selv og de voksne skal ikke deltage. (En traditionel position, men vi har jo også lige haft den diskussion og kritik som Heinson og Knieper rejser, der munder ud i anbefalinger til ikke intervention i leg)

Børn skal lære at lege ordentligt - af de voksne i børnehaven

• De voksne skal lære hvordan man leger - og indgå aktivt i børnenes leg

Olofsson ser at pædagoger ikke leger med børn.

Den traditionelle praksis i småbørnspædagogikken lægger ikke op til at de voksne skal deltage i børns leg. Snarere tværtimod, findes der argumenter for at de voksne ikke skal deltage – og ødelægge børns leg. Men med afsæt i Garvey opnår Olofsson en anden erkendelse og derfor lægger Olofsson meget vægt på at leg skal læres - at de færdigheder og kompetencer som legen fordrer skal læres i samspil med en voksen.

 

Det andet udviklingsarbejdet:

Her går Olofsson et skridt videre og argumenterer for børnenes lege som det centrale i pædagogikken. At personalet skulle udvikle en legepædagogik, hvor andre tiltag og aktiviteter skulle udspringe af børnenes lege. Hun har også en diskussion af legetøjets betydning og når frem til den konklusion at når de voksne leger med har børn har ikke brug for ”leksaker” – men har brug for ”saker” at lege med. Jeg er efter besøg på Sanseslottet, hvor de efterlever dette princip, blevet i tvivl om i hvilket omfang det princip giver mening i vuggestuen, hvis ikke de voksne er aktive med børnene.

 

De sociale spilleregler – (de sociala lekregler) (Olofsson 1987)

Olofsson skriver -  inspireret af Garvey at:

Olofsson påstår at fælles leg mellem børn bygger på 3 sociale, implicitte og uudtalte spilleregler :

Enighed : Fælles leg indebærer en fælles intention og en fælles forestilling – en enighed om AT vi leger samt en enighed om HVAD vi leger.

Gensidighed : At fælles leg forudsætter at ligeværdighed tilstræbes, hvilket indebærer en hensyntagen, således at forskelle mellem legens deltagere udjævnes.

Turtagning : Fælles leg bygger på ligeværdig dialog med en forventning om at skiftes til at tage initiativer

Den voksne som vil deltage har ikke en særlig position, de skal også overholde disse spilleregler, hvis de ønsker at legen skal bliver ved med at være leg. Hvis ikke de gør det ændrer de legen til en voksenstyret aktivitet.

 

Intervention i leg

Men hvor Garvey taler om at de grundlæggende legefærdigheder læres i samspillet mellem et barn og en voksen, iværksætter Olofsson et legepædagogisk udviklingsprojekt, hvor den voksne nu skal deltage i og udvikle børnenes fælles lade-som-om-lege fra en in-sider position, som legende.

Det sidste synspunkt indebærer et opgør med traditionel svensk førskole-pædagogik blandt andet byggende på Piaget og Eriksons teorier. Som en kontrast til en voksen, der holder sig tilbage fra at intervenere i børns leg, foreslår Olofsson en “legepædagogik” der tildeler den voksne en afgørende rolle for udviklingen af en varieret og kompleks leg blandt førskolebørn. 

 

Projekt 1 : Skal vi lege (1990)

Det første udviklingsarbejde beskrevet i “Skal vi lege ?” finder sted i en svensk daginstitution,

Olofsson iværksætter en legeudviklende indsats, hvor hun og senere personalet skulle deltage i børnenes fælles lege med det formål at udvikle legene til mere omfattende og indholdsrige forløb.

Olofssons instruktion til en legepædagogik indebærer :

1. At personalet udfører iagttagelser og observationer af legende børn. Gennem disse skal voksne genetablere en fornemmelse for leg.

2. Derefter anbefaler hun at den voksne øver sig i at gå ind i den leg, som børnene er begyndt på. At den voksne leger med på børnenes præmisser og legens betingelser.

3. Hun foreskriver at når voksne deltager i leg må de som alle legende overholde de 3 uskrevne sociale legeregler som:

• Fællesskab/en bestræbelse på enighed, (Hvilket kan opnås ved at de voksne tager afsæt i barnets intention og initiativ – at den voksne imiterer barnets handlinger)

• Gensidighed/en bestræbelse på hensyntagen (Den voksne må undlade at bruge sin voksen-position til at sætte sig igennem med sin intention – pædagogiske intention)

• Vekselvirkning/ en bestræbelse på turtagen (I leg og samtale må der være en ligeværdig dialog – baseret tur-tagning)

Pædagogens opgaver:

Sammenfattes i ligeværdighed - den voksne kan deltage i og berige børns lege, hvis de vil underlægge sig legens dynamik og indre logik, samt overholde de grundlæggende regler for kommunikation.

Den voksne skal forholde sig aktivt udfarende ved i forhold til at legen

• At sikre TID og RUM - uforstyrret leg

• At indføre ny viden om virkeligheden

• At skaffe materialer

• Skal lære børnene legens signaler og teknikker.

• Skal skabe transformation af ting og identitet – lade-som-om

Den voksne skal demonstrere hvorledes man indenfor legens ramme kan udføre transformationer af ting, personer og handlinger, men hun betoner samtidig med at det er vitalt at den voksne giver plads til børnenes egne ideer og påfund.

Dette udviklingsarbejde er det eneste  jeg kender, hvor forskeren erkender at hun ikke opnår, de ønskede resultater. Det lykkes ikke at få personalet involveret i udviklingsarbejdet. Pædagogerne kan og vil ikke lege med børnene. Den praktiske organisering af arbejdet kunne ikke ændres og de voksens opfattelse af deres rolle i forhold til børn leg kunne ikke ændres !!

 

Projekt 2: : De små mästarna (1996)

Formålet er nu at udvikle en legepædagogik – hvor legen står centralt og former hverdagens praksis, sammen med personalet og børnene. Dette projekt har karakter af et aktionslærings/ aktionsforsknings-projekt, hvor forskeren har en mere tilbagetrukket position, ikke deltager i praksis, men hvor det er personalet, der udvikler egen praksis.

Indsatsen skulle medføre følgende forandringer:

                             En øget forekomst af leg

                             Især lade-som-om leg

                             Leg af længere varighed og fordybelse

Projektet skulle fremkalde en større viden om leg som fænomen, teoretisk og praktisk – i dagtilbuddet, blandt pædagogerne. Et tredje formål var at udforske sammenhæng mellem leg og skabende virksomhed

 

Der bliver formuleret følgende principper for den legepædagogiske indsats:

Tid til leg

Det første princip indebar en opløsning af den oprindelige hverdagsstruktur baseret på en række voksenstyrede gøremål og aktiviteter. Hverdagen blev formet med to faste punkter: samlingen kl. 9 om formiddagen og middagsmåltidet. Derudover bestod dagligdagen af længere perioder som blev stillet til rådighed for leg

 

Værne om leg – ikke afbryde børns leg

Det andet princip indebar en øget bevidsthed de mange afbrydelsers påvirkning af legen. De voksne begyndte at værne om legetid og legerum, samt begyndte også at lære børnene ikke at forstyrre hinanden.

 

Deltage i børns leg

Det tredje princip indebar en ændret voksenholdning til leg. De voksne indgik på mange måder mere eller mindre direkte involverede i legen, men de udviste interesse og brød dermed med den traditionelle arbejdsgang: når børn leger så laver de voksne noget praktisk. Nu udviste de åbenbar interesse, støttede børnene i at skaffe rekvisitter og i at udvikle ideer, de deltog i legen, på legens og børnenes præmisser.

Denne gang lykkes projektet, de voksne udvikler over tid (2 år) en legepædagogisk tilgang til førskolen, hvor pædagogerne arbejder med legen som det primære indhold i hverdagen og hvor andre projekter udspringer af børnenes leg. Et radikalt børneperspektiv og et radikalt syn på legens betydning.

 

Hvad kan børn lære gennem leg

Udfordret af den dominerende diskurs om læring gennem leg finder Olofsson (2009) så anledning til at redegøre for hvilket læringspotentiale, hun mener, der er i legen. Når børn leger – godt, så lærer de :

At kunne forestille sig – et nødvendigt redskab i fantasileg

At kunne reflektere

At kunne huske – fortids hukommelse

Det kunne huske prospektivt : fremtids hukommelse

At kunne kommunikere

At kunne anvende sproget – mundtligt og skriftligt

At kunne være socialt kompetent

At kunne beherske sin krop

 

​

 

LITTERATUR:

Andersen, Peter Ø. Og Jan Kampmann (1996) : Børns legekultur – Hans Reitzels Forlag

Børgesen, M. & Boysen, M.S.W. (2019). Betingelser for leg i daginstitutioner – med den styrkede læreplan

I: BUKS – Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur nr. 63, s.49-68

Garvey, Catherine (1976) : Some Proberties of Social Play –

In.: Bruner, S.J. & Sylva (1976) : Play

Garvey, Catherine (1977) : Play – Harvard University Press

Heinsohn, Gunnar og Barbara M.C. Knieper (1978) : Børnehave og legepædagogik - Rhodos

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (1987) : Lek for Livet – En litteraturgennemgang - HLS Förlag

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (1990) : Leg for Livet – Børn og Unge (litteraturgennemgang)

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (1992) : Skal vi lege ? – Børn og Unge (1. projekt)

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (1994) : Går det att leka på dagis? – Projektet »Leken som pedagogisk metod i forskolan« - I.: BUKS 33 : Bare Lek ?

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (1994) : Lek från vaggan till graven – Om leken som fenomen genom hela livet – I.: BUKS 33 : Bare Lek ?

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (1996) : De små mästarna – HLS (2. projekt )

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (2003) : I lekens värld – Liber (En popularisering af forskning)

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (2009) : Vad lär barn när de leker ?

I.: Jensen, M. og Åsa Harvard (red.) : Leka för at läre – Studentlitteratur

Olofsson, Birgitta Knutsdotter (2017) : Den fria lekens pedagogik – Liber (Opsamling på 30 års arbejde)

Sutton-Smith, Brian (1979) : Play and Learning – Gardner Press

(Denne tekst er en udskrift af en konference hvor Garvey bidrager, der er en del indlæg om små børns lege og mor-barn interaktion og legen i denne. Sutton-Smith laver en opsummering, hvor han formulere sin teori om leg som performance og tilegnelse af legefærdigheder)