Brian Sutton Smith : Leg som Performance

Brian Sutton-Smith

​

Brian Sutton-Smith er formodentlig den forsker, der har beskæftiget sig længst tid med leg. Hvor mange andre forsker i leg en kort periode har Sutton-Smiths været aktiv forsker, vejleder, skribent og debattør i mere 50 år.

Hans produktion af bøger og tekster er enorm, nærmest uoverskuelig. Den af hans mange tekster, der oftest citeres i nordisk legeforskning er "The Ambiguity of Play"

​

Jeg har især brugt antologien ”Play and Learning” til at finde et begrebsapperat, der kunne bruges til at indkredse hvordan leg kan forstås. Sutton-Smith starter tidligt i sin karriere med en kritik af Piaget og den tradition, der udspringer af hans forskning.

 

I ”Play as Culture” angriber han den piaget-inspirede forestilling om at små børn udøver en slags øvelsesleg (practice play). Sutton-Smith foreslår i stedet at vi beslutter os for at små børn udøver flere typer af virksomhed og vi holder op med at kategorisere små børns udforskning og eksperimenterende adfærd som leg. Børn er ikke født til at lege – at lege er en færdighed som tilegnes (play aquisition) i et samspil med en som allerede har lært at lege.

​

Sutton-Smith er primusmotor i et forskningsprojekt hvor flere forskere undersøger – legen som performance. (Meckley ) I ”Play and Learning” formulerer han den model for legen som performance, der i en dansk fortolkning (Andersen og Kampmann 1996) er blevet fortolket og dermed reduceret til et redskab til at synliggøre hireraki og magtforhold.

​

LEG SOM ÆSTETISK UDTRYKSFORM - LEGEQVADROLOGEN
I det følgende vil jeg forsøge at beskrive Sutton-Smith´s model for "leg som performance" som han kalder lege-kvadrologen. Sutton-Smith er inspireret af folkloristikken når han forsøger at begribe og beskrive legen som en æstetisk udtryksform. Han tager udgangspunkt i begrebet PERFORMANCE - et begreb der skal præcisere at leg og lege er en mundtlig kulturs primære æstetiske udtryksformer. Disse fænomener bliver kun synlige via en iscenesættelse og bør derfor studeres og beskrives som en performance - en produktionsform, hvor funktionerne som instruktør, udøver (performer) og publikum ofte deles af hele den deltagende gruppe. Sutton-Smith understreger netop at rollerne ofte fordeles og omfordeles undervejs - udtrykket “legekvadrolog” spiller netop på at formen er en dialog - mellem 4 parter

 

INSTRUKTØR

MEDSPILLER - MODSPILLER

PUBLIKUM

Følger vi dette synspunkt bliver det muligt at forstå at leg og lege er udtryksformer, der bliver til som “Composition in Performance” - de bliver skabt, mens de udøves. Dette sker med udgangspunkt i en række formler, et lager af råstoffer og en opøvet færdighed i at aktualisere disse i et konkret udtryk, der kun er til i et her og nu. Den førmoderne produktionsform “composition in performance” indebærer en væsentlig anderledes produktionsmåde, end den moderne form, hvor konstruktion (composition) og opførelse (performance) som oftest er skilt ad i tid og sted. Disse to produktionsformer svarer til to forskellige måder at lege med LEGO på - den moderne, hvor der tages afsæt i en forskrift - en tegning og hvor selve udøvelsen er en reproduktion. Den førmoderne, hvor klodserne udgør formler, der sammensættes med reference til en mental forestilling om et færdigt produkt.

Tilegnelse af leg - Play Aquisition

Sutton-Smith beskriver hvorledes denne model - denne måde at organisere udtryksformen leg overleveres fra voksen til barn, for eksempel når mødre lege med deres små børn. Den voksne vil i de tidlige legeforløb bestride instruktør-rollen og udfylde legens roller som de udspilles i forholdet mellem medspillere og modspillere. Barnet er først publikum, men inddrages i legens roller og vil via deltagelse tilegne sig færdigheder, der indebærer at mange børn ved 2 - års alderen magter at indgå i et legende samspil, hvor de involverede hele tiden skifter position fra instruktør til publikum, samtidig med at de bestrider en eller flere roller på legens scene.

Imellem det andet og tredie leveår begynder mange børn at kunne mestre formen i alene-leg - barnet er nu legens instruktør, spiller alle roller og er sit eget publikum. Senere i den sociale fantasileg, fordeles funktionsrollerne og legerollerne mellem børnene, men i Sutton-Smith́s univers er denne fordeling altid til forhandling.

​

Litteratur:

Andersen, Peter Ø. og Jan Kampmann (1996): Børns legekultur - Hans Reitzels Forlag

Sutton Smith, Brian (1979) : Play and Learning - Harper Press

Sutton Smith, Brian (1985) : Play as Culture -

​